Isbjørnen (latin: Ursus maritimus) er den største bjørneart på Jorden, da den som fuldvoksen kan måle helt op til 3 m når den står på bagbenene og veje 500 kg. Dens pels er hvid med en lidt gullig farve. Den udskiller sig lidt fra andre bjørne, da dens hals er en smule længere og hovedet en smule smallere. Desuden har den en fantastisk lugtesans, som gør den i stand til at lugte sig frem til sæler.

Forekomst

Den lever i det arktiske område og er meget udbredt ved kysterne på Grønland. Især ved øst- og vestkysten. Det meste af året forekommer isbjørnen dog også på drivisen mellem Vestgrønland og Østcanada.

Adfærd

Isbjørnens livret er ringsæler, som de spiser i store mængder. Men også fisk, polarræve og sneharer er en del af dens kost. Isbjørnens føde består stort set af kød, den kan finde da den lever i sit arktiske miljø, som ikke er særlig gavmildt når det kommer til føde. Om sommeren har den dog også mulighed for at finde tang, bær og blade, hvis dens jagt på kød slår fejl. Isbjørnen er dog ikke et dyr der levner da den kan spise helt op til 100 kg kød og spæk på en gang. Den foretrækker dog spækket fra bl.a. sælerne da den gerne vil tage på i vægt inden den skal føde. 

Drægtihed

Isbjørnen er kønsmoden når den er 3-4 år gammel og parrer sig i foråret. Den er normalt drægtig i 7-8 måneder og føder omkring 2 unger. Ungerne er forholdsvis afhængige af sin mor den første måned da de er blinde 30 dage efter fødslen. De fortsætter med at die 1-2 år og ved 3 års alderen er de klar til at klare sig selv

Hvalrossen (latin: Odobenidae) er et stort pattedyr, som er i familie med sælen og er et rovdyr (Carnivor) En fuldvoksen kan blive op til 4 m og lang og veje godt 1.500 kg. Dens mest typiske kendetegn er dog de lange spidse stødtænder, der kan måle mellem 60-80 cm. De bliver bl.a. brugt til at kunne sætte sig fast i iskanten, fordi de kaster sig op ad vandet på isen. De bliver dog også brugt i farlige kampe, når der skal kæmpes om hunnerne i parringstiden.

Forekomst

Hvalrossen findes mest ved Hudson- og Baffen-bugten og Grønland. De kommer dog nogle gange til Norges og Islands kyst.

Adfærd

De er flokdyr og lever mest ved kysten og store ismasser, hvor de føder deres unger i perioden april-juni. De føder aldrig mere end to unger og de dier i ca. to år efter fødslen.

Hvalrosserne har det med at hjælpe hinanden når der er fare på færde og bare en lille flok kan være en stor trussel mod en enkelt isbjørn. Hvalrossen er meget afhængig af sin flok. 

Moskusoksen (latin: Ovibos moschatus) er en 2 meter lang drøvtygger, som ligner en blanding af et får og en okse. Den har nemlig en håret snude som får, men lange glatte horn som en okse. En fuldvoksen han kan veje op til 350 kg og blive ca. 1,2 meter høj.

Forekomst

Moskusoksen er meget almindelig i Nordamerika, men er også meget udbredt på Grønlands østkyst.

Adfærd

Moskusokserne lever tæt sammen og i små flokke, da det er et meget effektivt forsvar mod rovdyr. De laver en cirkelformation, hvorpå de sørger for at kalvene er i midten. Flokkene bliver mest ledet af de gamle hanner, som kan blive ca. 10-12 år gamle, mens hunnerne bliver 15-18 år gamle.
Okserne lever stort set af alt føde de er i stand til at finde i det sparsomme arktiske miljø. Deres føde består mest af græs, urter, mos og larver.

Sæler

I havet omkring Grønland lever der fem sælarter, hvoraf ringsælen, grønlandssælen og klapmydsen er de mest udbredte. Remmesælen og den spættede sæl er kun fåtallige. Ingen af arterne er truet af udrydning. Der slås nemlig ikke sælunger ihjel på Grønland - kun naturlige faktorer spiller ind, som når isbjørnen eller polarræven får færten af ringsælens hygge-hule i en snedrive.

Ringsælen

Ringsælen er den mindste sælart, og den kan veje op til 100 kg. Skindet er karakteriseret ved de ringformede tegninger, primært på den mørkegrå ryg. Den lever især i fjorde, hvor der er isfjelde og i områder, hvor havet om vinteren fryser til. Selvom havisen er op til to meter tyk formår ringsælen at holde en række åndehuller åbne og derved overleve.

Grønlandssælen

Grønlandssælen er den hyppigst forekomne sælart ved Grønland. De kommer til den sydlige del af Grønland omkring maj på vej mod nord fra ynglepladserne ved New Foundland.

Grønlandssæl er en middelstor ægte sæl 1.7 til 2.0 m lang som voksen og vejer fra 140 til 190 kg. Pelsen er sølvgrå med en meget karakteristisk sort V-formet saddelaftegning hen over ryggen og en sort ansigtsmaske. Han og hun er næsten ens. Ungerne bliver født med en gullighvid lanugo-pels. Efter ca. 3 dage bliver pelsen helt hvis og forbliver hvid de næste ca. 12 dage, hvorefter den fældes og den korthårede voksne pels fremkommer.

Grønlandssælen er opportunistisk i sit fødevalg, der rækker fra fisk til mindre hvirvelløse dyr som fx krebsdyr.

Klapmyds

Klapmyds er den største af de fem sælarter med en vægt på op til 400 kg. Hansælerne kan kendes ved, at de har en stor blære på hovedet, som de kan puste op, hvis de bliver ophidsede.

Klapmyds søger sin føde på store dybder. Der er målt dykninger på helt ned til 530 m